Dagens råd er et rigtig godt et af slagsen. Ikke bare kan det nemlig spare dig for hundredevis af kroner hver måned, du kan også gøre en forskel for de lokale sportsklubber i dit område. Og det var altså sparede penge OG at gøre noget godt for andre. Nå ja, og så skal det også lige nævnes at det gør det nemmere for dig. Lyder det interessant synes du? Så læs videre her…

Du skal have fat i et benzinkort

For at få fat i alle de her fordele som blev nævnt før, så skal du have anskaffet dig et benzinkort. Det er et kort hvor du opretter dig som kunde hos en benzinstation, og så får et kort. Det skal du bruge hver gang du tanker, og så betaler man via kortet og den konto man her har tilknyttet. Afhængig af hvilket kort du så har fået er der en række fordele – f.eks. billigere benzin, opsparing af bonuspoint, kreditperiode og så videre. Det kommer lidt an på den enkelte tankstationskæde hvilke fordele man får med kortet.

Hvorfor findes der overhovedet benzinkort?

Det er et meget fornuftigt spørgsmål at stille, hvorfor der overhovedet er de her kort? Det koster jo bare tankstationerne penge at de skal til at gøre sådan noget med at give bonus og rabatter og det ene og det andet. Men her skal vi have fat i lidt mikroøkonomisk teori (bare rolig, det bliver slet ikke så slemt).

Teorien siger nemlig noget om hvor stor forskel der er på produkter, og her må man sige at et produkt som benzin ikke rigtig er anderledes uanset om du køber det fra den dyre tankstation eller den billige tankstation (også selv om Shell prøver at reklamere for noget andet med deres benzin som i udvalgte biler og med udvalgte køremønstre kan komme til at køre næsten ”imponerende” 3% længere på literen end alternativet). Benzin er altså et produkt hvor der kan herske perfekt konkurrence, og den rationelle forbruger vil derfor alt andet lige altid købe der hvor det er billigst.

Og det er jo ikke gode nyheder for benzinselskaberne og tankstationerne. For så vil der jo komme en priskrig hvor det vil være dem der kan sælge benzinen billigst der vinder, og det er man jo ikke meget for hvis man er et lidt ældre, lidt tungere selskab.

Derfor gør man det at man sørger for at putte så mange ekstra ydelser uden om benzinen som man kan, og på den måde forsøger at ”lokke” folk ind på ens egen station frem for konkurrentens, og på den måde også ”forvirrer” brugeren om hvad der er det mest rationelle valg.

Det kan man f.eks. gøre ved at have kiosker tilknyttet tankstationen (og også gerne en med nogle gode tilbud for virkelig at gøre det svært – for hvad giver så bedst økonomisk mening? At tanke lidt dyrere benzin men til gengæld få et godt tilbud på morgenbrød eller at køre over på den billige tank og så tage i bageren bagefter? Så vælger de fleste bare at tage den dyre tank med morgenbrødet). Og det kan så også være ved at tilbyde et sådan benzinkort. Så vil man som forbruger nemlig tænkte at man sparer penge, og man vil opbygge noget loyalitet hos den pågældende tankstation. Og så kan det godt være at man ikke får helt så meget for benzinen som man ellers ville have fået, men det at kunderne bliver loyale er meget mere værd. Så derfor – sørg for at få fat i et benzinkort til de(n) tankstation(er) hvor du alligevel køber benzin og spar en masse penge i hverdagen.